Den fjerde dag på studieturen skulle vi op i skyerne og klatre i Callelas trætoppe. 'Tree Top Climbing ' stod for døren og nogle store udfordringer var i vendte for mange af eleverne. Vi vidste allerede hjemmefra, at idrætspsykologien skulle i brug ved netop denne idrætsrelaterede aktivitet. Træklarting i 50 meters højde over jorden krævede for nogle af eleverne, at man for alvor skulle slå koldt vand i blodet. Dog var kabinhagerne ikke nok tryghed for alle, og der skulle andre midler til for at overvinde højdeskrækken og nervøsiteten. Aktivitetens udfordring bød på, at man var tvunget til lægge sit liv i hænderne mellem to stykker metal. Dette var for de fleste en meget grænseoverskridende oplevelse, hvor ens mod og frygt for alvor blev sat på prøve. Men vi er jo idrætsklassen, og selvfølgelig kæmpede alle klassens 25 elever sig igennem den lange tarzanbane højt oppe i den friske luft.

Denne oplevelse skilte vandene, da det var meget forskelligt, hvordan vi reagerede på situationen. Vi så frygt i nogles øjne, mens vi så glæde i andres.
Under tree top climbing havde mange behov for at gøre brug af deres veltrænede idrætspsykologi, via diverse personlige affirmationer, som kunne hjælpe dem igennem udfordringen. For mange var det utroligt grænseoverskridende under tree top oplevelsen, idet nogle af eleverne fra klassen led af højdeskræk. Nogle af eleverne i klassen tog brug af selvtaler, hvor man gennem en indre dialog forsøger at give sig selv forøget selvtillid og dermed troen på, at man nok skal komme igennem udfordringen. Derudover blev der kommunikeret meget til dem, som havde svært ved at gennemføre, for at øge spændingsniveauet i deres krop og på den måde hjælpe dem med at præstere bedre og skabe tryghed. Trygheden var vigtig for at kunne yde sit bedste, og hjemmefra havde vi forstillet os, at pigerne i klassen ville blive mest udfordret ved denne oplevelse. Det viste sig dog, at det var omvendt. Dermed Ikke sagt, at pigerne ikke blevet udfordret, men generelt var det drengene, som overskred grænser i toppen af træerne. I denne situation tænkte vi, at dette sted ville være en legeplads for drengene, da de ville udfordret på styrke, udholdenhed og maskulinitet. Men det viste sig som sagt, at pigerne sagtens kunne være med, da de også udviste udholdenhed, mod og styrke.

Derudover trådte viljen frem, som den mest central drivkraft. For viljen havde nemlig meget at sige, for selvom nogle elever var bange lige fra første skridt, så bragte viljen dem gennem banen og i mål. Dette var for nogle en kæmpe sejre, som kunne tages med i det videre liv og give troen på, at det man vil, det KAN man.